Von Hof Sjoys sølvagoutier

- lidt dansk racehistorie


Jeg har haft marsvin i over 20 år. Tidligere opdrættede jeg race-marsvin stambogsført i Dansk Marsvineklub. Jeg opdrættede to racer: sølvagouti og gylden skimmel.

Mit sølvagouti opdræt
Sammen med Johannes Poulsen (Dianas opdræt) var jeg en af de første opdrættere her hjemme, der begyndte at interessere sig for sølvagouti racen. Mit opdræt startede i 1988 med en lemonagouti-agtig hun (Lady Diana), der blev parret med Johannes engelsk importerede sølvagouti han Viktor. Viktor var den eneste importerede sølvagouti på den tid, så det var ham al sølvagoutiavlen hvilede på. Han var en rigtig pæn, velprikket, mørk han, der dog havde et ret langt hoved.
Lady var langt fra velprikket, men hendes type var absolut i orden. Fælles for dem begge var, at de som så mange andre marsvin på den tid havde forholdsvis små og krøllede ører.
Ud af deres kuld kom 2 unger - en han og en hun. Hunnen var sølvagouti. Hun var godt typet og havde en rimelig farve, men prikningen var ikke perfekt. Alligevel var hun faktisk i en periode en af de mest vindende sølvagoutier i landet. Hendes navn var Beauty's Smukke von Hof Sjoy "Smukke" (nåh ja, man er jo ikke ligefrem original med sine navne når man er 15 år gammel).


Beauty's Smukke von Hof Sjoy.
Den første sølvagoutie jeg opdrættede.

Hannen i kuldet var en sort dilute. Han var ikke noget særligt, men da avlsmaterialet jo i høj grad var begrænset, beholdte jeg ham alligevel. Hans navn var Beauty's Skønhed von Hof Sjoy "Skønheden".


Smukke og Skønheden
De to marsvin, der kom fra den første parring mellem Viktor og Lady.

Min næste sølvagouti fik jeg fra Johannes opdræt i 1988. Det var en lille, ranglet unge, der ikke så ud af noget særligt. Hun var meget lys i farven og ikke særlig pæn, men hun havde en god prikning og det manglede jeg i høj grad, så jeg købte hende. Hun viste sig at være den grimme ælling, der voksede op og blev en smuk svane. Hendes navn var Silvergirl Jessie Diana "Silvergirl". I 1991 (d. 25.5.) blev der holdt Nordisk Udstilling på Ølstykke Bibliotek. Her blev Silvergirl Bedst i Racen med flg. kritik: "Meget god pels og prikning, gode fødder, godt hoved". På det tidspunkt var gyldenagoutierne langt den dominerende agouti variant. Annette Creutzberg havde gennem en årrække opdrættet gylden agouti meget seriøst og hun havde rigtig gode dyr, der ofte blandede sig i BIS-toppen. Derfor var det overraskende, at Silvergirl netop på denne udstilling blev Bedste Agouti og henviste gylden agoutierne til "Bedste agouti af anden farve" (-hvilket mine sølv'er normalt måtte nøjes med). Af andre resultater husker jeg, at hun senere samme år (7.12.91.) vandt BIG (Bedst i Gruppen) under dommer Annette Creutzberg.

I maj 1989 gentog jeg parringen mellem Lady og Viktor. Fra denne parring kom Silver Stardust von Hof Sjoy "Stardust". Han lignede sin far meget. Velprikket, mørk, godt typet, men lang i hovedet. Han kom til at klare sig godt og vandt bl.a. racen på Svensk Marsvinsföreningens Udstilling d. 21 - 22. april 1990 under dommer Ron Jarvis fra England. Han fik flg. kritik: "11 mdr. gammel, gode ører, gode øjne, god pelskvalitet, god farve, god prikning.". Smukke deltog ved samme udstilling. Hun blev 2. vinder med flg. kritik: "Rimelig type, rimelige ører, gode øjne, god pels, farve en anelse for lys, øjen cirkler, god prikning på fødderne.".


Lady, Smukke og Stardust


Silver Stardust von Hof Sjoy og Beauty's Smukke von Hof Sjoy.


Silver Stardust von Hof Sjoy

Stardust blev udstillet en del og klarede sig godt. Som så mange andre 17 - 18 årige mistede jeg imidlertid interessen for at udstille og avle marsvin. Mit opdræt gik i stå. Johannes, der var en gammel mand, begyndte også at skære ned på antallet af marsvin. Dermed gik avlen i stå og det varede år, før der igen var opdrættere, der seriøst tog racen til sig.
Agouti Klubben (specialklub under Dansk Marsvine Klub) havde i den periode en point jagt og Johannes og jeg kæmpede indædt om titlen hos sølvagoutierne :-). Von Hof Sjoy (undertegnede) vandt pointjagten i 1989 og 1991, mens Diana (Johannes Poulsen) vandt i 1990.

Dommer kommentarer fra mine sølvagoutiers udstillingskarriere:

DMK udstilling Odense d. 8. - 9./10.-1988.
Racebaby, hun (4 deltagere i klassen):
1: Beauty's Smukke von Hof Sjoy (Emmy M. Simonsen)
2: Silver Girl Jessie Diana (Emmy M. Simonsen)

Dommer Annette Creutzberg skrev i AT nr. 9 1988: "Her vandt Beauty's Smukke von Hof Sjoy, en dejlig sølvagouti på kun 6 uger. Der var intet at udsætte på pels og kondition og størrelsen var ok. Spændende at se hvordan hun vil udvikle sig".

DMKs udstilling i Stenlille d. 26. - 27./11 - 1989:
Sølvagouit (3 deltagere i klassen):
1: Beauty's Smukke von Hof Sjoy (Emmy M. Simonsen)
Dommer Mette Lybek Jensen skrev i AT nr. 1 1989: "En lille hun på 3 mdr Beauty's Smukke von Hof Sjoy vandt klassen. Farven var middel, prikningen god, hvis man ser bort fra de ret store øjencirkler. Pels og kondition var fejlfri".

Agouti Klubbens udstilling i Sorø d. 1/10-1989:
Sølvagouti, han (? antal deltagere):
1: Silver Stardust von Hof Sjoy (Emmy M. Simonsen)
Dommer Mette Lybek Jensen skrev i AT nr. 9 1989: "Vinderen Silver Stardust von Hof Sjoy er en meget lovende ung han. Han har lidt lyst bryst og bredt mavebælte, men ellers er prikningen elegant. Prikningsfarven er en smule lys, men bedre end meget af det man ellers ser".
Sølvagouti, hun (? antal deltagere):
1: Beauty's Smukke von Hof Sjoy (Emmy M. Simonsen)
Dommer Mette Lybek Jensen skrev i AT nr. 9 1989: "Klassens suveræne vinder Beauty's Smukke von Hof Sjoy var en imponerende hun i herlig kondition. Veludviklet nakke og så forstod hun rigtigt at præsenterer den. Desværre havde hun alle de klassiske prikningsfejl og prikningsfarven var noget lys".

DMKs udstilling i Lynge d. 10. - 11./3.-1990:
Sølvagouti (5 deltagere i klassen):
1: Silver Stardust von Hof Sjoy (Emmy M. Simonsen)
2: Leif d. Lykkelige (Kraglund/Pedersen)
Dommer Mette Lybek Jensen skrev i AT nr. 4 1990: "En velprikket han ved navn Silver Stardust von Hof Sjoy løb med sejren. Kun under hagen var der lyse strøg. Farven var slet ikke tosset. Til minussiderne hører et noget langt hoved og nogle flyvske ører."



 

Mit skimmel opdræt
Mine gyldne skimler fik aldri
g rigtig nogen større succes. Dog var jeg heldig at få lov til at købe Lybeks Issan, en smuk han fra Mette Lybeks opdræt. Han blev det første marsvin i Danmark, der samlede 3 certifikater og opnåede titlen Dansk Champion.


DKCH Lybeks Issan


DKCH Lybeks Issan. Foto: Svenn Hugo.


Danmarks første Champion blev fejret på behørig vis - her på forsiden af Agurke Tidende...