Det var den største heste begivenhed nogen sinde i Danmark, det fandt sted på Vilhelmsborg ved Århus og det var klart en af de største oplevelser mit "hundeliv" hidtil har bragt mig. Jeg taler om World Cup finalerne i dressurridning i weekenden d. 6-8/4-2001.
For mig startede eventyret en uge før - d. 30.3. Telefonen ringede og jeg tog den. En kvinde-stemme præsenterede sig som Lis Christensson og begyndte derefter at udspørge mig om "Heelwork to music". Jeg svarede beredvilligt og det endte med, at jeg sendte et video bånd med en af mine og Kiris opvisninger til hende. Dagen efter ringede hun igen. "Vil du komme til Vilhelmsborg og lave opvisning i weekenden?" spurgte hun. Selvfølgelig ville jeg det - jeg fik byttet min vagt fredag aften (tak til min kollega Sys), fik arrangeret kørsel og gik i gang med at finde musik, lave et program og træne. Hele den uge var meget hektisk. Der gik ikke en dag hvor Kiri ikke trænede mindst to gange og jo nærmere vi kom jo mere panisk blev jeg, fordi jeg ikke rigtigt kunne få det hele til at passe sammen. Jeg kan hermed konkludere, at en uge er for lidt til at lave et heelwork program og træne en hund op til at gå det!!!! Torsdag eftermiddag hvor jeg trænede for sidste gang (aftenvagt torsdag og morgenvagt fredag) gik Kiri elendigt!!!!

Fredag eftermiddag kørte min gode ven Marianne hjem til mig, pakkede min bagage og mine hunde i bilen og hentede mig på arbejdet. Så kørte vi mod Århus. På vej i bilen var jeg meget nervøs. Jeg havde fået at vide at der ville være mellem 3 og 4 tusind mennesker til hver opvisning og da jeg ikke rigtigt synes at jeg havde styr på det, var det temmelig skræmmende. Vi ankom til Vilhelmsborg til den planlagte tid. Vi havde fået at vide, at vi skulle parkere så tæt på ridehuset som muligt, så jeg kunne komme ind til opvisningen i en fart. Det meddelte vi parkeringsvagten, der i øvrigt var ret ligeglad med min opvisning - den parkeringsplads jeg talte om var VIP parkeringsplads og der kunne vi virkelig ikke holde - det var for de kongelige og andre betydningsfulde gæster!!! Panikken begyndte at brede sig. Der var kun kort tid til min opvisning og vi kunne ikke engang komme ind på området. Jeg ringede til Michael Ladegård, der var Show Master og stod for de shows, som min opvisning var en del af. Han talte med parkeringsvagten, der efter at have talt med Michael Ladegård pludselig indvilgede i at gå foran os op til VIP parkeringspladsen og finde en god plads til os. Vi parkerede og gik straks op for at finde Michael Ladegård og Lis Christensson. Begge tog godt i mod os. Jeg fik afleveret musik, fik snakket med speaker og så ridehallen, hvor opvisningen skulle finde sted. Michael Ladegård pegede op på den bagerste loge: "Det er deroppe de kongelige sidder, så du skal sørge for, at din opvisning har front den vej". I det øjeblik kunne jeg slet ikke huske min opvisning. DET VAR SÅ STORT!!!! Alt var overvældende. Det hele var utrolig professionelt og jeg følte mig totalt lille. Heldigvis fik jeg ikke meget tid til at tænke over det. Det var tid til at lufte Kiri og varme op. Vi kom ind i et stort ridehus, hvor en masse ryttere også var ved at varme op. Tiden gik hurtigt og pludselig var det mig der stod og skulle ind som næste "nummer". Vi blev lukket ind bag tæppet hvorfra vi kunne høre speakerens præsentation. Kiri var meget tændt, men blev pludselig usikker og begyndte at krybe lidt. Jeg nåede ikke at gøre noget ved det, for tæppet gled til side og den enorme ridehal lå badet i lys foran os. Jeg snakkede opmuntrende til Kiri og hun besluttede sig heldigvis for at stole på mig og komme med. Vi stillede os klar og gjorde tegn til musikken. Så snart musikken begyndte at spille glemte jeg alt om publikum, kongelige gæster og skarpt lys. Jeg koncentrerede mig kun om Kiri, der havde brug for alt min støtte (hun havde bestemt ikke glemt publikum eller lys eller larm). Vores start gik ikke helt som planlagt - men det kom bare til at se mere avanceret ud, så det var okay. Efterhånden slappede Kiri af og arbejdede super godt. Da vi var færdige var jeg meget lettet og glad. Det var gået godt, arrangørerne var begejstrede og publikum havde været helt med. Der havde kun været mellem 1000 og 2000 tilskuere til denne opvisning, så det var en "rolig" start.
Efter opvisningen gik vi op for at finde ud af hvor vi skulle sove. Desværre skete der et uheld i showet - en dame faldt af et 4-spand og slog hovedet ind i barrieren, så læge og ambulance måtte tilkaldes. Vores soveproblem blev derfor skudt i baggrunden. Da vi endelig fik nøglen til vores campingvogn var den optaget af en anden og de måtte finde et værelse til os. Alt dette tog ca. 1½ time, hvor vi nærmest var desperate efter at få os indrettet. Tak til Lis Christensson - da hun tog affære skete der straks noget.
Vi fik os indrettet, luftede og fodrede hunde og så gik vi ud for at se os omkring. Vilhelmsborg er på alle måder overvældende - smukke bygninger og smukke heste over alt.

Kiri ved Vilhelmsborg

Vi var blevet udstyret med armbånd, der gav os gratis adgang til alle konkurrencer og shows, så vi gik ind for at se noget dressurridning. Det var smukt, men vi var trætte, så vi holdt ikke ret længe. Vi så et par danske ekvipager og gik så i seng.

Lørdag morgen efter et varmt bad følte vi os som helt nye mennesker. Vi gik en lang hundetur og tog derefter et par hunde med op i ridehallen hvor vi så på ridning. Jeg fik at vide hvad tid jeg skulle lave opvisning og vi slappede af. Vi nød atmosfæren og undrede og over den forskel der er på heste- og hundefolk. Enkelt genkendte os fra opvisning og kom med rosende ord - det var godt for selvtilliden. Efter frokost prøvede vi at engagere os i noget mere ridning, men det endte med en hundetur mere og en middagslur på værelset.

6 Hunde ved et ridestævne vækker opmærksomhed
og vi fik snart vores egen lille fan-klub.

Efter aftensmaden begyndte jeg at forberede aftenens opvisning. Lørdag aften var hallen stuvende fuld og der var ca. 6000 mennesker for at overvære showet. Heldigvis var jeg ikke så nervøs som aftenen før. Kiri virkede tændt, så jeg koncentrerede mig om opvarmningen. Lige så rolig og fattet som jeg var - lige så nervøs var Marianne på mine vegne. -Men opvisningen gik godt. Både Kiri og jeg havde vænnet os til stedet og publikum. Vi lavede samme fejl i starten som fredag, men som sagt lagde publikum ikke mærke til at det var en fejl og jeg var efterhånden rutineret i at redde det og komme videre i programmet, så det betød ikke så meget (bortset fra, at jeg godt kunne tænke mig at gennemføre starten fejlfrit....).
Efter opvisningen var jeg totalt høj!!!!! Vi fejrede den gode opvisning med en kop varm kakao og en pandekage. Derefter så vi resten af showet - det var faktisk ret vildt. De havde inviteret de bedste af de bedste inden for ridesporten til at lave opvisning ved dette show, så det var virkelig medrivende. Publikum var helt oppe og køre og stemningen var god.
Da vi kom tilbage til værelset tog vi hundene med ud på en hundetur. Det var silende regnevejr og der var mudder over alt. Det var ikke ligefrem en fornøjelse. Værre blev det af, at vi kun havde et hunde-håndklæde til 6 hunde, der alle ville ligge i vores senge. Mine to hanhunde kom ind i hver sit bur og tæverne blev tørret så godt som muligt. Så gik vi i seng - i nogen meget ulækre og mudrede senge! Mit adrenalin kørte stadig ret højt, så jeg havde svært ved at sove.

Søndag morgen vågnede vi tidligt - Mariannes hund Meghann skulle ud og Kiri var usædvanlig snaksaglig. Vi lå længe i sengen og hyggede med hundene. Endelig stod vi op, luftede hunde og gik over til morgenmad. Efter maden gik vi hundetur. Vi tog et par hunde med over i hallen for at se lidt ridning og jeg fandt ud af hvornår jeg skulle lave opvisning. Kiri var efterhånden begyndt at virke lidt mat, så jeg var bekymret for dagens opvisning. Vi nussede rundt over i hallen og gik derefter tilbage for at pakke bilen. Så spise vi frokost og endelig var det tid for weekendens sidste opvisning. Jeg skiftede tøj og tog Kiri med til opvarmningshallen. Marianne var gået op for at se showet.
Uden for opvarmningshallen stod hele garderhusar regimentet inkl. to 4-spand parat. De skulle åbne showet ved at køre Prins Richard og Prinsesse Bennedicte ind i hallen. Desværre fyldte de hele indgangen, så jeg kunne ikke komme ind og varme op. En eller anden garde stod også linet op, så jeg frygtede, at de skulle skræmme livet af Kiri, hvis de pludselig begyndte at spille. Da "de kongelige" endelig kørte ind smuttede jeg forbi garden ind i hallen. Jeg måtte overlade Kiri til en eller anden fremmed mand mens jeg fandt ud af hvor langt de var nået og hvor meget tid jeg havde til at varme op. Showet var meget forsinket, så jeg ventede lidt med at varme op. Jeg gik op og kiggede lidt ind i hallen. Der var ca. 4000 mennesker for at se dette show. Efter lørdagen føltes det ikke så slemt. Jeg var efterhånden ret scene-vant og ikke mere særlig nervøs. Garden kom ind og spillede, derefter kom danmarksmestrene i voltige og så en pony kvadrille. Jeg begyndte at arbejde lidt med Kiri. Mens jeg varmede op kom en sød, engelsk dame klædt i pels og guldsmykker hen til mig. Hun havde set Kiris opvisning dagen før og var imponeret. Hun stillede alle mulige spørgsmål og sluttede af med at spørge om jeg var interesseret i at sælge hende. Jeg var målløs men takkede høfligt nej! For hestefolk er det sikkert naturligt at træne en hest op og derefter sælge den, men for mig var det selvfølgelig utænkeligt at sælge Kiri. Det var blevet tid til at vi skulle ind. Den lange ventetid havde givet Kiri tid til at "dampe af", så der var ikke meget energi tilbage. Jeg måtte arbejde hårdt for at få hende gennem programmet og der kom en del fejl - dog lykkedes det os at få starten fejlfri. Publikum lod ikke til at bemærke Kiris træthed og fejl og arrangørerne var meget tilfredse. Det var dejligt.

Kiri og jeg i hallen efter opvisningen

Jeg gik op for at finde Marianne. Folk i hallen genkendte os selvfølgelig og alle ville klappe Kiri og de kom med rosende ord. Det var en rar oplevelse at gå gennem den hal, men Kiri var meget træt, så jeg forsøgte at gøre det hurtigt. Jeg fandt Marianne. Vi gik op og fik min CD og så forlod vi Vilhelmsborg. Meget trætte, men mange oplevelser rigere.

Det har været en utrolig spændende weekend. Vi har haft det så sjovt! At få lov til at være en del af et show sammen med Europas dygtigste ryttere og lave en opvisning foran 6000 mennesker - det er for vildt! -Især når de 6000 mennesker bliver begejstrede! På vejen hjem fik jeg hele tiden små bobler af glæde i maven. Jeg var så stolt af min lille collie. Hun havde klaret weekenden suverænt. Jeg kom til at tænke på dengang hun var hvalp - 12 uger gammel og jeg købte hende fra Annette Gardan. Dengang havde jeg ikke forestillet mig, at hun i løbet af 7 år ville blive inviteret til at lave opvisning ved World Cup Finalen i dressur på Vilhelmsborg. Og heldigvis da ikke! For havde jeg vist det, havde jeg nok slet ikke turdet købe hende :-).....