HTM ferie i Derbyshire, England 2009

Derbyshire

Traditionen tro, havde Helle og jeg planlagt at holde vores sommerferie sammen i England og naturligvis skulle hundene med! I år havde vi 6 hunde med og endnu engang havde vi lånt Helles mands kassevogn til turen. Tusind tak Anders!

Fredag d. 4. og lørdag d. 5. september
Helle og jeg mødtes fredag morgen, for at tage hundene til dyrlæge og få udfyldt deres pas til rejsen. Nerve-pirrende. Passene skal udfyldes helt korrekt, ellers risikerer man, at få problemer ved grænsen. Alt gik imidlertid fint og snart kunne vi køre hjem til mig og pakke bil.
Takket være de formidable bure, som Anders havde bygget til hundene i bilen, var det absolut ikke noget problem at få alle vores ting med. Vi havde endda haft plads til at pakke lidt ekstra :o).

Projekt bil-pakning

Rigeligt plads!

Helle og hendes hunde kørte hjem igen og fik sig en lille lur. Hazyland flokken og jeg fik også ordnet de sidste ting og ved 8 tiden om aftenen var det tid til at lukke ned... Afgang mod UK kl. 21.

Der er nu åbnet for hunde på færgen fra Esbjerg til Harwich, men det skete så sent, at vi ikke kunne nå at benytte os af den mulighed, så vi skulle stadig til Holland for at sejle til Harwich. Turen til Holland har ikke tidligere føltes så slem, men jeg må indrømme, at tanken om kun lige at skulle til Esbjerg, fik Hock Of Holland til at virke noget uoverskueligt. Da først vi kom afsted, gik tiden imidlertid hurtigt. Vi stoppede et sted i Tyskland og sov to timer i bilen (whoops - havde ikke forventet at sove så længe!) og før vi vidste af det, var vi ved færgehavnen.

Vi har efterhånden mange traditioner for hvad vi gør undervejs til England. Det er f.eks. meget vigtigt for os at gå en lang tur på stranden med hundene og at træne på havnen, inden vi skal om bord på færgen. Tiden var imidlertid knap i år, så vi måtte nøjes med at træne og gå en kortere tur på de grønne områder langs vandet.

Et hollandsk ægtepar luftede deres blandingstæve på havnen, da vi skulle træne og de var ikke særlig gode til at holde den væk fra vores hunde. Whisper lavede det meste af 'Dance Of The Knights' med en fremmed hund i bagdelen og han gjorde det stadig fint. Sikke en koncentrations-evne!

Efter Whisper var det Beat. Egentlig havde jeg startet med ham, men han kunne ikke håndterer den fremmede hund så tæt på, så for ikke at gøre det for svært for ham, satte jeg ham tilbage i bilen. Da den fremmede hund var væk, kom han ud igen. Selv om, at han var mærket af den lange, trættende rejse, så arbejdede han godt og lavede en fin 'Fly Me To The Moon' med massere af leg og belønning ind imellem.
Det var Beats første lange rejse og helt klart noget han har lært en masse af. Det liv han lever betyder, at han kommer til at rejse en del, så at kunne håndterer det, er et vigtigt led i hans 'uddannelse'.

Selv om der ikke var en hund lige i rumpen på ham mens han trænede, så havde Beat også forstyrrelser under træningen. Folk kom og gik hele tiden og der var biler, der startede og stoppede. Super god træning for en ung hund!

Efter Beat var det Helle og Cookies tur. De var flittige og lavede både HTM og Freestyle! Phew! Sikke en energi! :o)

Biscuits tur! Han var tændt!!!!! 12 timer i bilen op til en trænings-sæssion er åbenbart det der skal til, for at han sætter turbuen ind! Jeg kunne slet ikke følge med. Han kastede sig med døds-foragt ud i spring sektioner og alt hvad han gjorde var lyn-hurtigt, men ikke nødvendigvis præcist! Det var enormt sjovt at arbejde med ham og han fik en masse belønninger for sin høje motivation.

Intet er så hyggeligt, som at læse en god bog sammen :o)

Flyvende Biscuit!

Og bolden som belønning for en god indsats

Helle og Doggie arbejdede med præcision i deres heelwork

Dejlige gamle Robbie lavede 'Sparkling Diamonds'

Mmmm hvor tit kommer der en kæmpe P&O færge forbi ens træningsplads, lige når man skal til at afslutte sit program????

Da Robbie trænede, kom en ung hollænder hen til Helle og begyndte at stille spørgsmål om hundene og sporten. Han var tilfældigt kommet kørende forbi og da han så de dansende hunde, var han nødt til at stoppe og se mere. Han var meget imponeret og begejstret :o).

Til sidst kom Beat ud igen og trænede sit 'Walzing Mathilda' - dog uden spøgelset... Det blæste ret meget!

Tid til at gå tur og så ned i byen efter noget salat og brød, inden vi kørte om bord på færgen.

At få checket hundene ind til færgen, kan være en nerve-pirrende affære. Nogen gange tjekker de passene ned til mindste dato og stempel. Denne gang gik det heldigvis ret smerte-frit. Damen ved kontrollen hygge-snakkede og stillede flere spørgsmål om vores træning og hundenes forskellige personligheder end til deres vaccinationer og blodprøver. Før vi vidste af det, kunne vi køre om bord. Vi sikrede os, at alle hundene havde vand og lidt at tygge på og så forlod vi dem for de næste 7 timer. Hundene må ikke forlade bilen på færgen og vi må ikke blive i bilen, så sådan er det nødt til at være.

Helle og jeg gik op på færgen. Vi glædede os til at få kaffe, men ville lige købe en parfume til Kath inden vi gik til Café'en.
Øhhh.... Ups! Færgens systemer ville ikke acceptere vores betalingskort! Vi havde lige brugt vores sidste Euro på mad i et supermarked i Hock Of Holland og vi havde endnu ikke hævet nogen engelske Pund. Udsigt til 7 timer om bord på en færge med meget lidt penge på lommen. Ikke sjovt! Vi talte de penge vi havde tilbage... Der var nok til 2 biografbilletter og 4 kopper kaffe. Vi købte straks vores biografbilletter og 2 kopper kaffe. Derefter kom vi i tanke om, at vi ikke havde fået noget at spise siden morgenmaden og vi var ret sultne, så vi spiste vores aftensmad og drak vores kaffe.

Helle med de sidste penge, der skulle betale 2 kopper kaffe senere på turen.

Færgeturen var kedelig! Man siger godt nok, at intellingente mennesker ikke keder sig, men efter at have været vågen i 36 timer, er det vel også ok ikke at være så intelligent længere! Vi var trætte og der var ikke noget at lave. Vi besluttede os for at prøve at hvile lidt og fandt et roligt gang-område med sofaer. Det virkede ikke. Skibet vippede kraftigt og sofaerne var hårde.

Helle fik den geniale ide, at se om ikke damen i receptionen fik ondt af os, hvis vi bad om en kahyt, men vores kort ikke virkede. Vi har tidligere fået en kahyt uden at betale, så det var et forsøg værd. Helle gik hen og undersøgte om det kunne lade sig gøre, mens jeg prøvede at finde ud af, om vi kunne få pengene tilbage for biografbilletterne. Vi var for trætte til at se film og troede at vi ville kunne sove.

Helle kom tilbage med nøglen til en kahyt... Hendes visa kort havde virket!!!! Tilgengæld blev de ved med at bede os vente ved biografen, så vi opgav. Vi prøvede vores visa kort i butikken igen og det virkede, så vi købte parfumen til Kath, inden vi gik til vores kahyt, hvor jeg tog et langt bad og så i seng!

Mmmm, klokken 16 om eftermiddagen... Vi kæmpede for at falde i søvn i en stiv time og så opgav vi. Vi måtte konstatere, at vi havde misset den film, som vi havde købt biletter til, vi havde ikke sovet og vi kedede os bravt! Suk!

Helle opdaterede sin Facebook fra færgen, men snart forsvandt signalet og så var der igen ikke noget at lave. Vi var så desperate, at vi øvede vores programmer uden hund på ½ x ½ meter på gulvet i kahytten!

Endelig, langt om længe... Ankomst til Harwich. Jubiiii - Engelsk land under fødderne! Vi stoppede og luftede hunde, gav dem mad og hævede penge i en kontant automat. Så i bilen igen... Der var endnu en times kørsel til den Travelodge, hvor vi skulle tilbringe den første nat i England.

På Travelodge må man have 2 hunde på værelset. Vi havde 6! Det er noget af et projekt at smugle 4 hunde for meget forbi receptionen og ind på værelset! Stakkels Beat blev beskyldt for at have dårlig mave - en god forklaring på at vi blev ved med at slæbe en sort og hvid border collie ud og især ind igen! Biscuit blev pakket ind i en dyne og smuglet ind på den måde.

Vi kom ind, gik i bad og så i seng.

Søndag d. 6. september
Jeg vågnede meget tidligt næste morgen og opgav at sove mere, så jeg begyndte at smugle hunde ud igen og lufte dem. Tilbage på værelset og i bad. Helle var også ved at komme til live, så vi pakkede sammen og begav os ud på de sidste timers kørsel inden vi ankom til Kath og Davids hus, hvor vi skulle tilbringe de næste 8 dage.

Det sidste stykke vej inden vi ankommer til Kaths hjem foregår på Sandy Lane...

Især først på ferien er Sandy Lane en udfordring. Den er meget meget smal, der er bygget mure op på begge sider af vejen, så man ser sten-vægge ved siden af sig, vi kører i den forkerte side af vejen i forhold til hvad vi er vant til og chaufføren sidder i den forkerte side af bilen, hvilket begrænser udsynet og gør afstandsbedømmelense 'anderledes'. Man vænner sig til Sandy Lane i løbet af ugen, men de første dage foregår det nogenlunde således:
(Når du læser det skal du forestille dig Emmy i et lettere hysterisk tonefald og Helle helt afslappet lige indtil sidste linje, hvor hun råber sin dødsangst ud)
Emmy (bag rettet): Shit, der kommer en bil imod os!
Helle (på passagersædet, der vender ud mod den modkørende bil): Der er massere af plads...
Emmy: Fuck - der er ikke plads til at køre ind nogen steder...
Helle: Det er fint nok, vi kan sagtens være der.
Emmy: Jeg kører helt inde i buskene...
Helle: Hellere buske end den modkørende bil - du kan sagtens være der.
Emmy: Fuck! Fuck! Fuck!
Helle: SÆT FARTEN NED! DEN KOMMER LIGE IMOD OS! VI DØR NU! ARGH!!!!!!!
Emmy og Helle: Phew! Vi overlevede....

Ok, så Sandy Lane ser ikke så slem ud, men det er den!

Vi ankom omkring kl. 11 - efter et stop på Little Chef for at få morgenmad. Hundene var begejstrede over at rejsen endelig kunne slutte og jeg følte det næsten som at komme hjem.

Vi havde aftalt, at søndag skulle være en stille og rolig dag, hvor vi skulle have tid til at komme os oven på rejsen, men stille og rolige dage hos Kath, har tendens til alligevel at indeholde ret meget aktivitet. Vi startede med at pakke lidt ud, så en lang tur i skoven med hundene og aftenen tilbragte vi sammen med Karen og Allan, som vi også havde glædet os til at se!

Karen og Allan havde købt den perfekte gave til mig...
The kruset bliver nok ikke brugt så meget, men det andet... :-D

Mandag d. 7. september
Mandag var Bob dag. Men inden vi tog afsted, stod den på 'lektie-læsning'. Jeg skulle tage den engelske HTM dommer eksamen og det er en teoretisk prøve i de engelske regler. Jeg havde læst reglerne igen og igen og igen hjemme fra, men de skulle lige genopfriskes. Alt klar - regler indprentet i hjernen - tid til prøven. 40 spørgsmål, 40 minutter til at svare. Man måtte have op til 8 fejl, men jeg havde 100% rigtige svar :o). Det var ikke så svært. De ting jeg var i tvivl om, var hovedsageligt sproglige formuleringer, som kunne misforståes hvis ikke engelske er ens hovede-sprog.
Helle bestod også prøven senere på ugen :o)

Vi prøvede at undgå den værste trafik ved at starte hjemme fra ved 10 tiden og det gik også bedre end sidste år. Sidste år sad vi i trafikken ret længe på vejen til Linton, hvor Bob Tunicliff bor. I år var der lidt kø, men det var ok og vi ankom til Bob og han kone Alisons hus ca. 1 time senere. Bob og Alison har været mine venner siden jeg fik Robbie for 10 år siden. De opdrætter Border Collier under kennelnavnet Littlethorn og har bla. opdrættet Helles Doggie (Littlethorn Avensis).

Vi fik en kop kaffe og så deres to små hvalpe, der er halv-søskende til Doggie. De har samme far som Doggie (Grandver Celtic Quest).

Bob, Alison, 2 små hvalpe og jeg

Bob og Alison skulle naturligvis se Doggie. De var meget begejstrede over hendes udvikling :o) og de fik også hilst på vores andre hunde. Sidste år da vi besøgte dem, var Beat lige flyttet hjemmefra dagen, så vi syntes ikke at det var fair, at slæbe ham til endnu et nyt sted. Derfor blev han hos Kath og David, mens Helle og jeg besøgte Bob, så det var første gang Bob så min 'working sheepdog' (det kaldte Bob ham). Bob indrømmede, at Beat var blevet ret velbygget, men han mente nu alligevel, at han ville få hovedepine af at bo sammen med en hund, der løber hele tiden :o)

Bob, Alison og Helle. Cookie og Biscuit nyder solen og Beat løber i cirkler rundt om os...
Måske prøver han om han virkelig kan give Bob hovedpine :o)

Beat beviser, at han godt kan lave noget fornuftigt og koncentrere sig, selv om det ikke altid ser sådan ud, når han har 'fri'.

Ved 2 tiden satte vi kurs hjemad. Karen og Allan skulle komme til middag om aftenen, men inden da nåede Helle og jeg at træne hunde i haven. Selv om det var ferie tid, så lå der jo stadig en konkurrene og lurede rundt om hjørnet.

Tirsdag d. 8. september
Træningsfri dag! Til gengæld fik hundene en dejlig lang gåtur i Shipley Country Park, et kæmpe park-område, hvor hundene kunne løbe løs hele vejen rundt. Vi mødtes med Karen og hendes hunde, så der var i alt 12 hunde med på turen og de havde det skønt.

Karen, Kath og jeg med de fleste af hundene

Vi havde hundene i snor i ca. 10 minutter, mens vi gik forbi en sø, hvor folk fisker og derfor ikke ønsker for meget uro.

12 hunde på en træ-stub!

Udsigt over Ilkeston

På vej hjem bemærkede vi en lille pony, der stod tøjret i rabatten lige ud til vejen i et kryds ikke så langt fra Kaths hjem. Den havde stået der i nogen dage og Helle og jeg havde undret os over det, men det er åbenbart noget sigøjnerne gør... tøjre deres heste på offentlige steder og lader dem græsse der. Da vi kørte forbi, havde den imidlertid ikke noget vandt. Spanden var væltet. Heldigvis havde Kath vand i bilen, så vi stoppede og sørgede for at den fik noget. Stakkels lille fyr - den var meget tørstig!

Om aftenen gik turen til Belper, hvor vi spiste hos Karen og Allan. Alle hundene var med, så der var fuldt hus i det lille hjem :o).

Onsdag d. 9. september
Morgenen startede tidligt. Afgang til en træningshal ca. ½ times kørsel fra Kath. Vi havde taget gulerødder og vand med i bilen, hvis ponyen stadig skulle være der, men det var den ikke. Den var blevet flyttet.

Da vi ankom var Karen der allerede og i gang med at træne med sin hvalp Erin.

Karen og Erin

Mens de trænede færdigt, lavede Kath kaffe til os. Mmmm, så er der noget ved at træne :o).

Næste hund til at træne var Beat. Han har to programmer og han er ung, så han kan ikke koncentrere sig så længe ad gangen. Derfor tog vi ham først og sidst, så han fik lidt hvile tid imellem. Han startede med at træne 'Fly Me To The Moon'. Det var første gang han prøvede at træne indendørs i en hal og han var lidt påvirket, men ikke meget. Han håndterede det fint. Der var lidt gøen, hvilket hos Beat, er et tegn på frustration. Når han gø'r, er det fordi han synes at det er svært og at der bliver forlangt meget af ham. Kravene blev sat ned og massere af belønning og så var han helt med på den igen. Dejligt at han er så tydelig i sine signaler.

Næste hund var Whisper, der skulle træne 'Dance Of The Knights'. Han gjorde det strålende. Dejligt - det er godt for selvtilliden med god træning op til en vigtig konkurrence.

Whisper og 'Dance Of The Knights'

Helle tog Cookie som den næste. Cookie trænede også to programmer 'Skibet Skal Sejle i Nat' og 'Skookian', men Cookie er ældre og kan godt håndtere en længere trænings-sæssion.

Helle og Cookie træner HTM 'Skibet Skal Sejle i Nat'

Så blev det Biscuits tur. Med ham trænede jeg motivation. Han var tændt og lydig, så det var let at finde noget at belønne for. Dejligt.

Helle tog Doggie ud som den sidste af hendes hunde og trænede HTM 'Shine'. Hun fik også lidt hjælp til koreografien, så nu er der igen noget for hende at arbejde videre med.

'Shine'

Robbie - han er ikke vild med at arbejde indendørs og weekendens konkurrence ville også være en indendørs konkurrence, så med ham handlede det mest om at give ham en rigtig god oplevelse inde i en hal. Han var glad og det gik fint. Phew!

Robbie laver 'Sparkling Diamonds'

Endelig kom lille Beat ind igen... 'Walzing Mathilda' og derefter tid til at pakke sammen, sige farvel til Karen og køre hjem til Kath igen.

Vi havde stadig gulerødder i bilen da vi kom hjem, så Kath besluttede sig for at vise os det lille føl, der går i en fold lige over for hendes hus. Nårh, hvor var det sødt. Selv Kath, der ikke er vild med heste, vovede sig ind for at hilse på.

Helle inde hos hestene

Hjemme i haven var det Kaths tur til at træne. 3 hunde, 3 nye programmer... Phew!
Det var rigtig hyggeligt at sidde i solen og se hende træne med sine hunde. Man kan altid lærer noget af, at iagtage en dygtig handler arbejde.

Tipp

Spice

Og Spice med bolden :o)

Amber

Kath, Amber og jeg

Amber på vej efter bolden!

Og ind imellem træningen blev der tid til at kigge lidt på havens blomster :o)

Efter træningen og lidt frokost, var vi atter på farten. Denne gang gik turen til Shipley Country Park, hvor vi gik endnu en dejlig lang tur med hundene.

En luft-ballon over Kaths have

Torsdag d. 10. september
Endnu engang var vi tidligt på farten. Denne gang blev alle hundene pakket ind i Top Lodge bussen og sammen med Kath og David kørte vi til Ken The Bone Mans hjem, hvor alle hundene blev tjekket igennem for at sikre, at de var ok. De havde alle noget der skulle rettes. Især Beat, Robbie og Cookie!

Helles, Kaths og mine hunde i bussen
Fra toppen til venstre: Tipp, Spice og Biscuit
Cookie, Beat og Amber
Doggie, Whisper og Robbie

Ken kigger på Robbie

Kens kone opdrætter marsvin, så vi fik lov til at hilse på et kuld med fem 2 dage gamle unger.
Nårh! :o)

Efter Ken, var det tid til frokost inden Helle og jeg gik ud for at planlægge hvor i ringen vi ville placere os til konkurrencen. David havde målt en ring af i den rigtige størrelse, så vi kunne forberede os optimalt. Jeg trænede også Beats 'Walzing Mathilda' lidt, men vi prøvede at begrænse vores hundes fysiske udfoldelser lige efter kiropraktor behandlingen.

Efter træningen var det tid til at besøge Karen og Allan igen. Det var Kaths fødselsdag, så Karen havde arrangeret en hyggelig eftermiddag i haven og en fødselsdagsmiddag bestående af Kaths livretter.

Hygge i haven. Kath, Allan og jeg prøver at få Kaths fødselsdagsgave til at virke... Mmm, det krævede teknisk snilde....

Beat hilser 'høfligt' på Helle... :o)

Domino i haven

Helle og jeg købte en øffende gris til Erin. Kes var nu også meget glad for den.

Fredag d. 11. september
Phew! I betragtning af, at vi var på ferie, havde vi ret travlt! Fredag kørte Helle og jeg til Tanworth for at besøge Julie, der ejer Beats far Dug og to onkler Reg og Ron.

Vi havde sat vores GPS til at vise vej, men da Kath tjekkede ruten, mente hun, at en af de rundkørsler vi skulle igennem ville være ret uoverskuelig i morgen trafikken, så hun sendte os en anden vej ud. Fint nok - GPSen skulle jo nok beregne en ny rute... Mmmm, men GPSen var ikke glad for vores lille initiativ til at finde en bedre vej i begyndelsen af turen. Som straf sendte den os ud på veje på størrelse med Sandy Lane! Turen, der burde have taget 45 minutter endte med at tage 1½ time. Suk!

Da vi kom frem, blev vi modtaget med åbne arme. Julie havde glædet sig meget til at se Beat og hun havde fået lavet en helt speciel gave til os. Hans helt egen pude...

En håndsyet pude med 5 billeder af Beat på

Og her har han så taget den i brug

Da vi havde udvekslet gaver og fået en kop kaffe, tog Julie os med til en træningsbane i nærheden og viste os lidt af det arbejde hun laver med sine hunde. Hun og hendes mand Gary går til Working Trials (minder lidt om DCHs programmer) og deres hunde er blandt UKs mest vindende.
Mens Julie arbejdede med hundene, forklarede hun om træningen og hendes tanker bag og intet er overladt til tilfældighederne. Hun er en super effektiv og grundig træner og alle øvelser deles ud i små bitte del-momenter, der trænes hver for sig, inden det sættes sammen til hele øvelser. Det var fedt at se og alle 3 hunde var top motiverede og veltrænede.

Far Dug går spor

Starten på en fremadsendelse
Deres fremadsendelser er ret vilde. Hunden skal løbe frem mod ingenting så langt som dommeren ønsker og den skal kunne dirigeres i en hvilken som helst retning efter den oprindelige fremsending. Det var helt utroligt at se Dug. Han løb frem indtil han fik en 'wait' kommando, derefter stod han helt stille indtil han fik en retningsgivende kommando og så fortsatte han i fuldt tempo indtil han fik en ny 'wait' og en ny retning. Han kunne blive ved i evigheder!

Onkel Ron lavede frit søg og apporterede bla. en hestesko!!!!

Onkel Ron

Onkel Reg viser Heelwork

Onkel Reg

En lille video med Beats familie der træner

Vi kørte tilbage til Julie og fik frokost inden vi lod Beat komme ind og møde sin familie.

Ron, Reg, Dug og Beat

Beat sammen med farmand Dug

Onkel Reg og Beat

Se mere til Beats familie her!

På vejen hjem fra Julie skulle vi købe ind og Julie var så sød at køre foran os til det nærmest supermarked, så ikke vi igen ville komme på en forkert rute allerede fra starten. Sikke en gæstfrihed!

Vel ankommet til Kaths hjem satte travlheden ind. Karen og Allan skulle komme til middag og Helle og jeg havde lovet at lave mad. Vi var blevet noget forsinket pga. trafikken på hjemvejen og Karen ringede og sagde at de kom tidligere. Phew! Turbo madlavning! Men det blev alligevel en rigtig hyggelig aften og maden blev klar til tiden.

Da Karen og Allan var kørt, stod den på konkurrence forberedelse. Kostumer skulle kigges efter og hænges klar, rekvisitter skulle kontrolleres, der skulle skæres ost ud til godbidder og der skulle pakkes sko, strømper, træningsudstyr osv.

Lørdag d. 12. september
Konkurrence dag - Freestyle dag. Tidligt op, tidligt afsted... men det gjorde ikke noget. Vi havde glædet os til at skulle i konkurrence og vi følte os så klar!

Sikke en dag vi havde! Cookie, Doggie, Biscuit, Robbie og Beat var alle i ringen i hver sin klasse og de placerede sig alle som 1. vindere! Cookie opnåede titlen FS St Ex, Robbie opnåede titlen FS N Ex og det var Biscuits debut og første sejr i Intermediate Freestyle.

'Bon Jour' bliver planlagt i ringen inden vi skal i konkurrence.
Står bogen nu som den skal???

Jeg visualiserede den perfekte optræden inden jeg gik i ringen med Biscuit.
Mental forberedelse er lige så vigtig som fysisk træning.

Robbies optræden var særligt følelsesladet. Det var hans sidste konkurrence nogen sinde. Han er 12 år gammel og nu officielt pensioneret. Egentlig troede jeg ikke at det ville være så svært, men da jeg hentede ham i bilen og skulle ned og varme op, kom tankerne og minderne myldrende frem. Alle de fantastiske oplevelser vi har haft sammen - sejre og skuffelser. Robbie er en unik hund. Han er så ærlig og umiddelbar. Tanken om, at det var sidste gang vi skulle optræde sammen, slog mig noget ud og jeg fik en stor klump i halsen. Det føltes som om det var begyndelsen til enden...
Jeg havde dog ok styr på mig selv, indtil jeg kom ned i hallen, hvor Helle stod med tårer i øjnene og sagde 'Det er Robbies sidste konkurrence...'. Så de næste 10 minutter sad jeg med tårene løbende ned af kinderne og prøvede at finde overskud til at gå ind i ringen og give den gas.

Heldigvis er Robbie jo Robbie og han gav den gas. Og jeg nød hvert sekundt i ringen sammen med ham. Det er det rigtige tidsunkt at stoppe. Han har svært ved bagbens-arbejde og han har ikke mere det drive som han engang havde. Han ønsker en fredelig og afslappet alderdom nu og det fortjener han.

Robbie vandt sin klasse og opnåede titlen FS N Ex
Sikke en afslutning på en fantastisk karriere.

Midt på dagen skulle jeg dømme Advanced Freestyle. Det var på en måde en lidt skuffende klasse. Selv om nogen af de ellers meget vindende ekvipager stillede op, var der ingen, der viste deres bedste. Niveauet var meget svingende og generelt var programmerne for 'basic' i forhold til hvad jeg forventer i en Advanced Class.

Beats tante Katie (Glenalpine Katie - en søster til Beats mor) laver HTM og Freestyle i England og hun stillede også op til konkurrencen, så Beat fik mødt lidt mere familie. Julie og Gary kom også for at se ham danse.

Beat og tante Katie

Vi var meget meget trætte da vi kom hjem. Kath og jeg gik kolde foran fjernsynet. Helle og David gjorde klar til næste dags konkurrencer.

Søndag d. 13. september
HTM dag og endnu en strålende dag for de danske hunde. Cookie, Doggie, Whisper og Beat stillede op. Beat og Doggie var i samme klasse - de øvrige var i hver sin. Alle vandt deres klasser undtagen lille Beat, der blev nr. 2 til Doggie.

Whisper lavede et strålende 'Dance Of The Knights' og selv om Beat havde en lidt flagrende plads mens jeg lod mig omdanne til spøgelse, så var jeg meget meget stolt af ham. Han har simpelthen klaret sin første rigtig lange konkurrence rejse så flot!

Whispers 'Dance Of The Knights'
Hans debut i Intermediate...

Beats 'Walzing Mathilda' fik en del opmærksomhed pga. det overraskende moment med spøgelset.
En af de engelske handlere kom efter klassen og sagde, at hun ikke kunne forstå, hvordan jeg havde fået sådan et 'crap' stykke musik til at blive sådan et 'brilliant' program :-D

Jeg var igen dommer i Advanced Class og niveauet var noget højere i HTM end i Freestylen. Vinderen Ann DeRizzio lavede et fint program og var en værdig vinder af en Crufts kvalifikations klasse.

Da de officielle klasser var slut, var der en For Sjov klasse og der havde jeg tilmeldt Beat. Vi gik ind og trænede i ringen. Super fed måde at afslutte sådan en stor konkurrence med en ung hund!

Beats opdrættere Paul og Elaine kom for at se Beat optræde og hilse på ham. De har ikke set ham siden han flyttede hjemme fra som 8 ugers. De var super glade for den måde han har udviklet sig og de var overraskede over hvor meget han ligner sin mor nu. Det var jeg iøvrigt også!

Paul havde Beats mor Meg med og hans kuld-bror Glynn, så der blev taget flere familie billeder.

Mor Meg (Glenalpine Meg)

Beat og mor Meg

Beat og Meg

Meg i midten mellem de to kuld-brødre Glynn (venstre) og Beat (højre)

Glynn, Meg og Beat

Læs mere om konkurrencen her!

Se resultater her!

Oprydning i hallen og så hjem, hvor vi igen kastede os over fjernsynet. De indledende runder af X-Factor :-).

Biscuit, Whisper, Robbie, Beat, Cookie og Doggie

Mandag d. 14. september
Mandag formiddag mødtes vi med Karen og Allan i Shipley Country Park for at gå en lang tur med hundene. Eftermiddagen gik med hygge og afslapning oven på en hård weekend.

Whisper og Kath ser TV

Beat og Cookie leger

Og gamle Robbie får sig en god lang lur :o)

Sidst på eftermiddagen kørte vi igen over til Karen og Allan, hvor vi skulle spise aftensmad. Beat havde været lidt stille, men det havde også været en lang weekend og en lang uge for en uerfaren hund, så vi tænkte bare, at han nok langt om længe var blevet rigtig træt...
Da vi havde spist fik Helle imidlertid kigget ud i haven, hvor Beat havde lagt sig helt alene i det fjerneste hjørne. Han ønskede tydeligvis ikke selskab. Jeg gik ud og kiggede til ham. Han rejste sig ikke. Da jeg kom helt tæt på og satte mig ned, kom han slukøret hen til mig, men lagde sig straks igen. Kath kom ud og han blev bare liggende. Når man gik hen mod ham, trykkede han sig bare mere ned mod jorden.

Jeg blev bekymret og vi begyndte at kigge efter åbne dyrlæge klinkker... Han havde trods alt en 30 timers hjemrejse foran sig dagen efter.

Karens dyrlæge havde døgn-åbent, så Karen, Kath og jeg kørte med det samme. Dyrlægen ventede os og tog straks imod ham. Hun tjekkede ham igennem og fandt intet foruroligende. Hun foreslog at man enten behandlerede symptomerne og gav ham penicillin og noget anti-inflammatorisk medicin i håb om, at han ville få det bedre eller man kunne tage en blodprøve og blive lidt mere sikker på hvad der foregik og derefter behandle. Jeg valgte blodprøven. Udsigten til den lange rejse dagen efter, gjorde ikke tanke om at 'se tiden an' særlig attraktiv.

Blodprøven blev taget, Beat fik penicillin og en anti-inflammatoriske injection og så kørte vi hjem og ventede på svar på prøven. Puh, det var et par lange to timer!!! Men heldigvis var det godt nyt, da der endelig blev ringet. Blodprøven viste at alt var ok og selv om Beat stadig var stille, så begyndte han at kvikke lidt op.

 

Tirsdag d. 15. og onsdag d. 16. september
Afrejse dag! Beat var heldigvis meget bedre da han vågnede tirsdag morgen. Vi kørte tilbage til dyrlægen for at få blodprøve svarene på skrift, hvis min egen dyrlæge skulle få brug for dem. Derefter videre til Alfreton Park, tæt på det hus, som Kath boede i indtil for 2 år siden. Hundene fik en god løbetur og så hjem for at pakke og nå alle de ting, som vi skulle have nået, men som vi ikke lige fik gjort...

Ved 3 tiden kom Karen for at sige farvel og den lange tur mod Harwich og Danmark kunne begynde. På trods af voldsom regn den sidste time, ankom vi i fin tid til Harwich. Hundene blev luftet og så ombord på færgen. Vi havde fornøjelsen af at dele elevator med de mest uopdragne børn jeg nogensinde har mødt! Jeg var chokeret!

Vi fandt vores kahyt og der var ikke så meget snak og pjat denne gang - bare direkte i seng.

Næste morgen stod vi op, så vi lige kunne nå en kop kaffe på færgen inden vi kørte i land i Holland. Hundene blev luftet på stranden og så afsted mod nord!

Biscuit, Whisper, Robbie, Beat, Cookie og Doggie på stranden i Holland

Vi stoppede på en tank-station for at købe morgenmad... Tanken hed 'bonjour'... ligesom Biscuits musik :-D.

Hjemturen var lang, men problem-fri og vi var i Sorø lidt over 8 onsdag aften.

Tak til Helle, Kath, David, Karen, Allan og alle hundene for en super ferie :-)