Heelwork To Muisc i Finland
29. Juli - 3- august 2010

For ca. et års tid siden fik jeg en e-mail fra Sanna Hyytiäinen fra Finland. Hun fortalte mig, at Finsk Border Collie og Kelpie Klub skulle fejre deres 20 års jubilæum i sommeren 2010 og spurgte, om jeg ville komme til Finland og lave opvisning ved deres jubilæums middag. Det ville jeg naturligvis gerne og Sanna gik i gang med planlægningen. I løbet af de næste uger blev det aftalt, at jeg også skulle undervise i Finland og at Helle skulle rejse med mig, så vi var to instruktørere og så Doggie også kunne optræde ved middagen.

Onsdag d. 28. juli pakkede jeg derfor min bagage i bilen. Jeg gik i seng kl. 22, stod op kl. 1.30 og et par minutter over 2 om natten/morgenen kørte hundene og jeg mod Lille Skensved, hvor vi pakkede det hele + alle Helles ting om i Helle og Anders kassevogn og afsted mod Stockholm.

Torsdag d. 29. juli

Dramaet startede allerede kl. 4 om morgenen ved broen, hvor vi blev standset af tolderne og spurgt, om vi havde noget at fortolde. Helle, der var ivrig efter at slå fast, at vi hverken bragte stoffer eller illegale flygtning over grænsen, udbrød "Nej, vi har bagagerummet prop-fyldt med hunde!". Argh!!!! Ikke den rigtige replik, hvis man gerne vil hurtigt videre! "Kør venligst ind til siden" var den høflige tolders svar... Og så holdt vi ellers der i evigheder, indtil de havde tid til at tjekke hundenes pas og kunne konstatere, at alt var ok, så vi kunne køre videre...

Turen op gennem Sverige tog ca. 8 timer. Vi holdt mange pauser undervejs og tog det i det hele taget stille og roligt. Vi ankom ved 12 tiden og kunne under ingen omstændigheder finde ned til Viking Line! Vi kunne se færgen, men vi kunne ikke finde gennem virvaret af snoede veje og ned til den. Endelig fandt vi en tunnel, som vi havde troet var nedgangen til en parkeringekælder, og da vi kørte gennem den, var vi så godt som i færgehavnen. Phew!

Pause på en rasteplads i Sverige - hunden poserer foran en elg - og Biscuit på hovedet af den :o) Vi så i øvrigt en rigtig, lyslevende elg på vores tur gennem Sverige. Sådan en har jeg aldrig set før.

Vi tog hundene ud og gjorde klar til at lufte dem. Vi var midt inde i Stockholm centrum og omgivet af havnen, smukke bygninger og storby atmosfære, så vi blev grebet af stemningen og endte med at gå en 1½ - 2 timers bytur. Det var dejligt for hunde og mennesker, at strække benene og vi var rigtigt heldige! Vi nåede tilbage til bilen lige som himlen åbnede sig og regnen begyndte at styrte ned. Vi var blevet gennemblødte på få minutter, hvis vi stadig havde været ude.

Doggie, Cookie, Robbie, Biscuit, Whisper og Beat på havnen i Stockholm

Helle med hundene i Stockholm

Skibet 'Blue Charm' - en perfekt baggrund til et billede af en sheltie, der hedder 'The Charmed Ones' Biscuit in Blue'

Vi fodrede hunde i bilen og fik endda tid til at få dem ud en sidste gang inden vi kørte ombord på færgen.

Færgeturen blev en speciel oplevelse. Vi parkerede på dæk 3 og vores kahyt var i bunden af skibet på dæk 2. Sanna havde været så sød at booke en 4 mands kahyt til os og ikke kun en 2 mands kahyt, så vi havde mere plads til hundene, men vi boede stadig meget tæt og hundenes tolerance grænse blev virkelig testet og strukket. Alle klarede det dog fantastisk flot. Beat, der er ung og uerfaren i forhold til de andre og som også har et andet temperament, fik nok efter 14 - 15 timer og måtte holdes lidt væk fra de andre, så han kunne få fred, men ellers tog alle det i stiv arm.

Vi kunne ikke være kommet længere ned i bunden af 'Gabriella' - vi boede helt nede under bil dækket.

Der er altid plads til en til, der bruger Rexona... Det var nu ikke Rexona, der lugtede af i vores kahyt!

Da vi skulle spise, tog vi hundene med op ovenpå - både fordi vi ikke ville efterlade så mange hunde på så lidt plads uden opsyn og for at give dem lidt mere luft omkring sig for en periode. Vi fandt et godt bord, med god plads rundt om og satte os... snart var vi omringet af mennesker, der gerne ville hilse på hundene og var imponerede over, at man kunne rejse med så mange hunde. Vi fik lov til at fortælle rigtig mange mennesker om HTM og en enkelt fik oven i købet en lille opvisning. Det var hyggeligt og sjovt, men efter 1½ times tid, fik vi lidt ondt af hundene, fordi de slet ikke kunne få fred. Det var tydeligt at se, at de havde fået nok at fremmede, der skulle hilse og klappe, så vi gik op på dækket og fandt 'hunde-toilettet' og derefter ned i kahytten, hvor hundene endelig kunne falde om i dyb søvn efter en lang og oplevelsesrig dag.

Hundene og jeg - på bordet står vores aftensmad.

Snart var vi omringet at mennekser, der ville hilse og klappe.

Vi vænnede os efterhånden til, at folk tog billeder når vi kom med vores 6 hunde - enkelte var så ivrige, at vi tilbød at sætte hundene pænt på en række, så de kunne få et ordentligt billede. Her er det en flok japanske turister, der har fundet deres kameraudstyr frem

Luftetid - hundetoilettet var ikke noget hit - hundene syntes at det var ulækkert.

Beat

Udsigten var - på trods af tågen - smuk

Nede i kahytten faldt hundene straks om - udmattede efter en dag fyldt med indtryk og oplevelser.
Her er det Whisper og Beat, der hygger lidt.

Cookie og Doggie
ZZZZZZZZZZZZZZzzzzzzzzzzzzzz

Robbie	Whisper	Beat	Biscuit

Helle og jeg tænkte, at det stadig var lidt for tidligt at gå i seng, så vi fandt en bærbar computer frem og begyndte at se en DVD film... Mmmmm ca. 15 minutter efter start sov Helle tungt, så jeg slukkede computeren og lagde mig også til at sove.

Klar til at se film

Fredag d. 30. juli

Vi vågnede før vækkeuret ringede og tog hundene op på dækket, men ingen af dem ville have noget med hunde-toilettet at gøre. Det var for ulækkert efter 15 timer, hvor alle færgens hunde havde brugt det. Det så pænt og rent ud, men jeg kan forestille mig, at det lugtede ret kraftigt for en hunde-næse. Vi gik tilbage til kahytten, gjorde os klar til dagen og gik op for at få morgenmad.

Beat og Helle siger god morgen til hinanden

Vi købte en morgenmads-buffet fra Viking Buffet, men da vi havde alle vores hunde med os, hentede vi maden i restauranten og spiste den i lobbyen med alle hundene rundt om os. Super hyggeligt. Hundene havde det bedre efter en lang nats søvn og tog det fint, når deres nye venner fra aftenen før, lige skulle over og sige farvel til dem.

Whisper taler lige lidt med Helle om morgenmaden og hvem hun evt. kunne give en bid til...

Far og søn - Robbie og Whisper

Jeg fik taget et bæger med noget, som jeg troede var youghurt, men som viste sig at ligne hvid snot og smage værre end det så ud...
Heldigvis kunne hundene godt lide det.

Efter maden var det tid til at pakke hunde og bagage tilbage i bilen - ankomst til Helsinki!

Helsinki

Vi satte Tom-Tom til at finde Katja Tamminens forældres hus - det var der vi skulle bo. Det tog ca. 20 minutter at komme dertil fra færgen og det var helt utroligt at opleve hvordan vi kunne komme fra centrum af Helsinki til noget der lignede landsby idyl på så kort tid. Katjas forældre boede i et perfekt område, hvor der var god plads til hundene og gode luftemuligheder.

Katjas forældres hus

Katjas forældre var i sommerhus, så Helle og jeg havde deres soveværelse og husets stue-etage for os selv. I en lejlighed på 1. sal boede Katjas lillesøster Susanna og det var hende og Katja, der tog imod os da vi ankom. Susanna ejer Robbies søn Brego (Cabaroo Dances on Ice) fra kuldet efter Katjas tæve Nevada, så ham fik vi også hilst på.

Brego

Vi fik en kop kaffe og derefter tog Katja og hendes to hunde Revyy og Cloud os med ud på en fantastisk gåtur, så hunde og mennesker kunne få rørt sig efter den lange rejse.

Gennem skoven op i fjeldet

Beat på toppen af en høj klippe

Han virkede ret sikker på hvad han havde gang i, men det så alligevel farligt ud, når han løb direkte ned af stejl klippe

Ud på markveje

Beat, Biscuit, Robbie, Whisper, Cookie, Doggie, Cloud og Revyy

Gennem landbrugsområder

Og tilbage gennem skoven til Katjas hjem

Efter turen havde Helle og jeg lovet at hjælpe Katja og hendes dejlige Border Collie Nevada i gang med HTM, så vi tog en lille privat time i udkanten af skoven. De kom godt i gang med at træne positionerne og enkelte links. Vi aftalte at træne igen søndag morgen.

Beat illustrerede hvordan vi træner heelwork

Og derefter prøvede Katja med Nevada - det er slet ikke så nemt, når man kommer fra en stiv lydigheds-verden!

Beat så smilende til mens Nevada arbejdede

Kl. 17 skulle vi undervise for første gang. En Freestyle Workshop, der var en del af Border Collie og Kelpie Klubbens jubilæums arrangement. Vi havde 3 timer - 1 times indendørs teori og 2 timers træning udendørs med hundene. Jeg har undervist i udlandet adskillige gange før og er helt tryg ved at skulle forklare teorien på engelsk. Denne gang var jeg imidlertid ved at gå i panik. Der kom absolut ingen respons på min undervisning. Min hjerne kørte på højtryk for at finde ud af om de kedede sig eller om de måske ikke forstod mig. Når jeg stillede spørgsmål, blev jeg mødt af tavshed og ingen fortrak en mine. Det var rigtig ubehageligt og jeg var overrasket da vi gik ud og en deltager stoppede mig på vej hen efter hundene, for at fortælle mig, at det var et rigtig godt og inspirerende oplæg. Jeg fandt senere ud af, at finnerne generalt er meget stille, når man underviser dem, men det betyder ikke nødvendigvis, at de er uinteresserede eller ikke forstår det.

Da vi kom ud med hundene gik det også meget bedre og når vi snakkede med dem én til én, kom der mere respons og der blev stillet spørgsmål. Vi forlod workshoppen med en følelse af, at deltagerne havde haft en god dag og havde fået noget ud af det.

Handlerne træner deres egen koreografi uden hund - det er også en stor del af HTM/Freesyle.

Og så kom hundene med:

Efter undervisningen tog Katja os med ud for at købe lidt ind til aftensmaden - vi orkede ikke en fin restaurant middag, hundene fik endnu en gåtur, vi spiste og derefter sengetid!

Gåtur i skoven

Go'nat Helle og Cookie

Lørdag d. 31. juli

Vi var forholdsvis tidligt oppe. Hundene skulle luftes og vi skulle have morgenmad og være klar til at køre kl. 9.

Beat følte sig stadig lidt presset af så mange hunde så tæt samme i så lang tid, så vi var meget obs på, at give ham kvalitetstid alene, så presset blev taget lidt af ham. Her er det Beat og Helle, der fjoller i haven lørdag morgen.

Kl. 10 skulle vi undervise Finsk Kennel Klubs freestyle dommere i at dømme HTM. Finland har indtil nu kun haft Freestyle, men til august skal de holde deres første HTM konkurrence og det skulle dommerne forberedes til.

Det viste sig at blive en udfordrende undervisningsdag. Først og fremmest var der ingen DVD afspiller. Det var jeg ellers blevet lovet og det meste af min undervisning afhang af, at jeg kunne vise DVDere. Ca. 2 timer inden undervisningen sluttede, kom der faktisk en bærbar computer, som kunne spille DVDere, men indtil da måtte jeg improvisere og klare mig uden alt det materiale, som jeg havde forberedt hjemme fra. Det endte med, at Helle og jeg måtte vise vores egne programmer, bare for at have noget at dømme. En del af dommerne havde aldrig set HTM før og anede ikke hvad det var, så der var i forvejen meget lidt tid, til at sætte dem ind i hvad de skal kigge efter, når de dømmer.
Endnu engang oplevede jeg, at mine kursusister var meget stille. Det gik imidlertid nemmere, både fordi jeg var forberedt på det og fordi problemerne omkring DVD afspilleren løsnede lidt op for den formelle stemning og fik alle til at slappe lidt af. Hmm ja, intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Beat viste de 10 heelwork positioner

Biscuit hjalp også til ved undervisningen

Cookie viste sit nye program Mack The Knife på fortovet foran Kennel Klubbens undervisningslokale, så dommerne kunne prøve at dømme HTM. Den ældre finske dame lod sig ikke forstyrre af en dansede hund midt på vejen.

Og deres finish pose

Dommerne dømte også Whisper's Ratatouille

12 nye HTM dommere sveder over arbejdet.

Endelig kom der en laptop og jeg kunne bruge noget af det undervisningsmateriale, som jeg havde forberedt hjemmefra.

Vi var tilbage i huset ved 16 tiden og skulle køre igen kl. 17, så det var hurtig omklædning, kostumerne ud i bilen og så afsted mod Border Collie og Kelpie Klubbens jubilæums middag på Backas Kartano, hvor vi skulle underholde gæsterne.

Vi ankom i god tid, gik en tur med de 4 hunde, der ikke skulle optræde. Ved 18.30 tiden skålede gæsterne i champagne og ønskede klubben tillykke, mens vi skiftede tøj og varmede op. Og så var vi på - showtime! Hundene arbejde super fint. Whisper satte så godt som ikke en pote forkert og det jeg så af Doggies performance så også strålende ud. Det var en fed oplevelse, at optræde ved sådan en lejlighed og foran glade gæster i feststemning.

Doggie, Biscuit, Cookie, Robbie og jeg på gåtur inden opvisningen.

Backas Kartano

Helle og hundene

Restauranten hvor jubilæumsmiddagen blev afhold og som vi optrådte udenfor.

Doggie og Whisper

Whisper og jeg optræder med Ratatouille

Helle og Doggie danser til Diamonds Are Forever

Efter opvisningen blev vi inviteret med til middagen. Vi endte heldigvis ved et bord sammen med en masse hyrde-folk og de var enormt underholdende, så det blev en hyggelig aften.

Det havde været en rigtig lang dag, så kl. 21 sagde Helle og jeg farvel og tak og kørte tilbage til huset. Vi gik en god tur med hundene og derefter var det sengetid.

Hundenes aftentur i skoven
Beat, Robbie, Whisper, Biscuit, Doggie og Cookie

Søndag d. 1. august

For en gang skyld, havde vi ikke travlt. Vi havde aftalt at mødes med Katja mellem 9 og 9.30, for at hjælpe hende videre med sit HTM program og ellers skulle vi ikke noget før HTM workshoppen kl. 14. Vi nød en fredelig morgen, pakkede dagens undervisningsmaterialer i ro og mag og hyggede med hundene i haven.

Mmmm morgenkaffe...

Beat hjælper Helle med morgenmaden

Men måtte så lige ud og rulle på køkkengulvet... Ahhh det kløede vist på ryggen!

Hygge i haven

Hundene var enormt trætte - de mange dage på farten og alle oplevelserne havde slået dem helt ud og de sov så snart de fik chancen. Her er Robbie faldet i søvn i kufferten med træningsudstyr - bla. en hel pose ost! De ligner ikke ham at sove, når der er mad i nærheden!

Robbie

Kl. 9 kom Katja. Første gang vi trænede med hende, havde vi ikke hendes musik med, men det havde vi denne gang. Vi havde lagt den over på min telefon og så spillede vi den der fra. Katjas opgave var at lære koreografien og når man har lavet HTM i mange år, så glemmer man, hvor kompliceret det kan være. Katja er helt ny i sporten og selv det mindste lille link var en udfordring, fordi hund og handler ofte drejer hver sin vej og det hele går så stærkt, at man har svært ved at se, hvad det egentlig er der sker.

Det er svært!

Argh!

Smiler stadig :o)

Katja arbejdede med Robbie og Helle og jeg skiftedes også til at være hendes hund. Det gik rigtig fint og i løbet af en times tid kunne hun halvdelen af programmet. Derefter stoppede vi og kørte ud til kursus- og konkurrence banene for at se lidt lydighed inden vi skulle i gang med undervisningen.

Start pose

Katja og jeg træner sammen

Danske Marianne Jensen var på ferie i Finland og til eltie prøve med Vomba, så vi heppede på hende i de første 4 øvelser, men derefter var vi nødt til at gå. Vi skulle i gang med HTM undervisningen.

Marianne og Vomba til elite prøve

Cabaroo Fire at Midnight kigger på lydighedsprøver

Ligesom ved fredagens Freestyle workshop, havde de ved HTM workshoppen bestilt 1 times teori efterfulgt af 2 timers praktisk træning. Jeg startede med at tage teori-delen og derefter var både Helle og jeg på og gik rundt med gode råd og vejledning mens handlerne arbejdede med deres egne hunde. Igen var handlerne meget stille under teorien, men så snart vi kom ud, begyndte de at tø op og jeg havde efterhånden vænnet mig til det, så jeg lod mig ikke slå ud af det.

Whisper og jeg demonstrer træningsmetoderne inden deltagerne skal i gang

HTM træningen i fuld gang

Begge disse hunde var Robbies børne/oldebørn :o)

En Boston Terrier, der hellere vil ned og danse end at hænge på mors arm.

Fortolkning - Military Marching Music

Fortolkning - Swan Lake (Svanesøen)

Fortolkning - Hip Hop

Fortolkning - Elvis

Fortolkning - Egyptian Music

Fortolkning - James Bond

Fortolkning - Mavedans :o)

Kl. 17 sagde vi farvel til Sanna, der havde inviteret os til Finland og arrangeret vores rejse og fulgte efter Katja til nærmeste McDonalds, hvor vi fik aftensmad 'i det grønne' - en lille McDonalds picnic. Vi spiste udenfor, så vi stadig kunne holde øje med hundene i bilerne. Vi overbeviste også Katja om, at Cloud skulle have en Happy Meal, fordi hun blev udstillings champion dagen før ved jubilæumsudstillingen :o)

Sannas hund Littlethorn Micra er Robbies oldebarn

Cloud nyder sin champion Happy Meal

Mmmmm :o)
Cloud, Katja og Susanna

McDonalds Picnic

Kl. 18 (ca.) kørte vi ind på parkeringspladsen ved en stor park og her ventede 6 ud af de 8 hvalpe, som Katja fik ud af sin rejse til Danmark, for at få Nevada (Cabaroo Glacier Gale) parret med Robbie. Jeg fik hilst på alle hvalpene og snakket med deres ejere og derefter var det foto-tid - hold da op en udfordringe! Hvalpen er 1½ år gamle og der er fuld drøn på! Det lykkedes at få billedere i hus og til sidst vidste hvalpene hvor langt de er kommet med træningen og halv-bror Whisper viste Ratatouille.

Katja og Susanna sørgede for kage og sodavand til alle

Hvalpetræf - far Robbie og halvbror (til hvalpene) Whisper i midten af billedet

Far Robbie og mor Nevada
Nevada var iøvrigt i løbetid, så Robbie var ret forelsket

Robbie og hans datter Raisu (Cabaroo Tracks on Ice)

Robbie og hans søn Brego (Cabaroo Dances on Ice)

Robbie og hans datter Tru (Cabaroo Gliding on Ice)

Robbie og hans søn Lumo (Cabaroo Chillin' Out)

Robbie og hans datter Siru (Cabaroo Diamond Dust)

Robbie med hans søn Topi (Cabaroo Rock and Ice)

Robbie, Topi, Lumo, Raisu, Siru, Brego, Tru og Nevada

Raisu viser fri ved fod

Raisu - fri ved fod

Raisu - apport!

Raisu - Search and Rescue

Raisu - Search and Rescue

Tru - fri ved fod

Whisper - HTM (Ratatouille)

Det var halv-sent inden vi var hjemme, men Katjas forældre var kommet hjem fra sommerhuset, så vi hilste på dem og fik en kop kaffe inden det var sengetid. Vi fik lov til at beholde soveværelset den sidste nat og i det hele taget holdt familien sig på afstand, så de ikke forstyrrede os mens vi var i deres hus. Magen til gæstfrihed har jeg aldrig oplevet.

Mandag d. 2. august

Puh, det var svært at komme igang! Tanken om at skulle pakke vores kaos ned i kufferterne og rent faktisk være nødt til at kunne lukke dem var ikke helt overskuelig... Men vi havde en deadline - Katja ville komme ved 9 tiden til sin sidste HTM lektion, så vi skulle i gang. Vi var også så godt som færdige, da Katja og Nevada dukkede op.

Vi fortsatte med korografi og træning, hvor vi havde sluppet dagen før. Det gode ved Katja var, at hun var i stand til at høre i musikken hvad hun skulle gøre. Træningen skred frem og snart kunne hun selv programmet, så vi kunne begynde at inddrage Nevada i træningen. Naturligvis kunne Nevada ikke nå at lærer hele programmet på en formiddag, men Katja kunne nå at lære, hvordan hun skulle træne Nevada i de forskellige dele af programmet.

Katja lånte Biscuit, Whisper og Doggie til at danse med, så hun selv kunne lære links osv. Det var helt utroligt varmt og hundene var trætte, så de holdt ikke så længe ad gange. Godt, at der var flere at skifte imellem.

Katja fik træningsteknikker, så hun selv kunne træne videre med Nevada.

Whisper og Biscuit fulgte med fra skyggen

Robbie havde haft diarre dagen før, så vi satte ind med A38, hytteost og piller i lange baner. Tanken om en hund med dårlig mave på en færge i 17 timer var ikke opmuntrende.

A38

En 20 miutters køretur til centrum af Helsinki. Vi fik noget frokost og derefter en times gåtur med hundene på havnen og i området omkring havnen. Alle var trætte og det var rigtig varmt, så energi niveauet var lavt! Lige inde vi kørte om bord på færgen, gav vi hundene det sidste A38. Heldigvis så det ud til at have virket. Robbie havde haft det fint hele dagen.

Trætte hunde og trætte mennesker i Helsinki

He he he - drenge! :oD

En dejlig, men meget varm gåtur gennem Helsinki bragte os forbi denne kirke.

Cookie, Doggie, Robbie, Beat, Biscuit og Whisper på havnen i Helsinki

Biscuit, Robbie, Cookie, Doggie, Whisper og Beat

Og lille Biscuit

Tilbage i bilen, hvor hundene fik det sidste A38.
Her er det Cookie der spiser.

Hundene var udmattede. De havde oplevet helt utrolig meget og haft meget lidt tid til at sove og slappe af. Af hensyn til dem, tog vi et hurtigt måltid i en cafe og derefter gik vi ned i kahytten for at se film. Så snart vi lukkede døren til kahytten, faldt hundene om og så næsten bevistløse ud og hvis vi skal være helt ærlige, så så Helle og jeg nok ikke meget bedre ud :-|.

Vi så en halv film, luftede hunde, gik i bad og så filmen færdig og derefter var det god nat!

Helsinki forsvinder bag os...

Lidt afslapning på dækket, men de øvrige passagerer begyndte hurtigt at opsøge hundene og de var for trætte til at nyde opmærksomheden, så vi trak ned i kahytten med dem.

Robbie, Biscuit og Whisper på dækket

Doggie holder øje med om hun kan se Sverige forude.

Helle og Beat besluttede (det var nok mest Beats beslutning) at besøge genboen, da de havde været ude for at ryge. Genboen havde altid kahyt døren åben, så Beat viste god nabo-ånd og smuttede ind for at sige hej. Helle var ikke helt begejstret for hans initiativ.

Uret på færgen havde to visere - en der viste finsk og en der viste svensk tid.

Hundene faldt i en dyb søvn så snart de fik chancen - de har haft en super god, men også en hård tur. Der er sket noget hele tiden og de har haft meget lidt tid til at slappe af og hvile. Her er det Whisper og Robbie der sover.

Mens hunden sov, så vi film.

Tirsdag d. 3. august

Vi vågnede længe før vi behøvede, men det var fint, for så kunne vi lufte hunde og spise morgenmad før der kom alt for mange andre mennesker. Vi gik ned i kahytten igen, pakkede og satte os til at se en film, indtil de kaldte os ned til bilerne.

På vej ud fra færgen, blev vi stoppet af svensk politi, der gerne ville have Helle til at puste i et alko-meter. Hun havde ikke drukket, men rygerlungerne gjorde det alligevel vanskeligt, at puste uafbrudt i 5 sekunder. Mmm ja, og så hjalp det måske heller ikke, at jeg fnisede uhæmmet og fik Helle til at grine når hun prøvede at puste :-D. Vi fik lov til at køre videre og tog endnu en kamp med det stockholmske vejnet, inden vi endelig var på vej ud af byen og mod Danmark.

Smuk udsigt til skov og fjeld...

Få en burger mens din el'ert lader op, så du kan køre videre...

Turen hjem var begivenhedsløs. Vi havde hjemve og holdt ikke mange stop. Helle så lidt mere film på laptop'en indtil batteriet døde og ellers hyggede og snakkede vi bare mens Danmark kom nærmere og Helsinki fjernere.

Hygge med film og cola på passager-sædet

Mmmmm kaffe...

Next Stop Denmark!

Ved 6 tiden 'landede' vi i Lille Skensved, hvor vi læssede min bagage over i min bil og jeg fortsatte mod Sorø.

Tusind tak til Helle og hundene for endnu en fantastisk rejse oplevelse og til Sanne for invitationen. Og en kæmpe tak til Katja og Susanne for en helt fantastisk gæstfrihed.

Beat i Sverige