ÅRSSTÆVNET 1999

Af Emmy Marie Simonsen


Emmy Marie Simonsen m. Hazy, årsstævne Vinder i LP3 og
Lone Thyrsgaard m. Easy, Årsstævne Vinder i LP1.

Det var fantastisk! Ca. 60 border collier og deres mennesker samlet på et sted; i en lille by Bjerget ved Frøstrup i Jylland. Den. 21. – 22. august afholdte Border Collie Klubben sit 2. Årsstævne og denne gang var det en ubetinget succes. Belært af det, der kiksede ved det første årsstævne, fungerede alt i år. Og det der ikke fungerede, fik det effektive årsstævne-udvalgt hurtigt bragt i orden.

De 60 deltagende border collier og deres ejere stillede næsten alle op i mere end en af de 4 konkurrence discipliner: lydighed, agility, hyrdeprøver og udstilling. Lørdag var der tilmeldt 7 hunde i LP1 og 6 i LP3.  Der var ingen LP2 og Elite hunde. Ved lørdagens hyrdeprøver stillede 7 hunde op i klasse 1 og 5 i klasse 2. 31 Hunde fandt vej til udstillingsringen, hvor den engelske race specialist Carolyn Ward dømte.

Søndag var der 2 hunde i LP1, 4 i LP2 og 4 i LP3. Ved hyrdeprøverne stillede 5 hunde op i klasse 1 og 4 i klasse 2. Udstillingsdommeren Ann Amos havde 33 hunde til bedømmelse. Søndagen bød også på agility. Her konkurrerede 17 hunde i 5 klasser. Der var i alt 53 starter.

Området var optimalt til et årsstævne. Lydighedsringen, udstillingsringen og agilitybanen var alle inden for samme afgrænsede område, hvor også toiletter og cafeteria var at finde. Ville man overvære (eller deltage i) hyrdeprøverne måtte man gå ca. 10 minutter ud af en grusvej. Fårene var  tæt nok på de andre aktiviteter til, at publikum gad gå derud, men de var alligevel så langt fra, at de ikke forstyrrede lydigheds- og agilityhundene. –Lige bortset fra det enlige får der kom løbende i fuld galop tæt forbi lydighedsringen netop da en LP3 hund var ved at lave stillingsskift. Hunden drejede hovedet, så efter fåret og fortsatte sine skift uden fejl….

Lørdag blev frokostpausen fyldt ud med ”For sjov konkurrencer”. Der var lavet 12 små konkurrencer (f.eks. pølse-indkald, bedste pote eller forhindringsløb for børn), som man kunne melde sig til på dagen. Det kostede kun kr. 5  pr. klasse, så alle kunne være med. Det blev et stort tilløbsstykke, både for deltager og publikum. Alle så ud til at more sig. Det var meningen at noget lignende skulle have været afholdt om søndagen, men tiden løb og det måtte aflyses.

Lørdag aften var der arrangeret festmiddag for alle dommere, deltagere, arrangører og publikum. En hyggelig aften hvor menu’en stod på vildsvin. Dagens hårde program og næste dags udfordringer fik imidlertid mange til at bryde tidligt op. Rygterne siger, at den hårde kerne (de engelske dommere og enkelte tyske, svenske og danske deltagere) festede videre i en camping hytte.

Søndagens sidste program punkt var kåring af Årsstævne Vindere 1999. Kun udstillingshundene vidste hvilket resultat de havde opnået. De øvrige deltagere blev holdt hen med spænding. 

Årsstævne vinderne blev:

Lydighed

LP1:

Lone Thyrsgård med Stensedals Easy Phantom

  98 point

LP2:

Annika H. Simonsen med Solfari’s Ailanthus Aimas

130 point

LP3:

Emmy M. Simonsen med Bluewyle Hazy Shade of Winter

191 point

I LP2 opnåede Rolf Franck med Bordershome a magic Heart 136 point, men da han ikke er medlem af BCK, kunne han ikke blive Årsstævne Vinder.

Hyrdehundekonkurrence

Klasse 1:

Birgitte Bang med Fæhunden’s Dynamic Dixie

106 point

Klasse 2:

Jette Friis-Jensen med Redside Flaming Star

  47 point

I klasse 1 opnåede Uta Hoffmann med Juvine Jessabell 110 point, men da hun ikke er medlem af BCK kunne hun ikke blive Årsstævne Vinder.

Agility

Agility

Johanna Allanach med Hidden Farms Al Capone

Spring

Lars Bang med Fæhunden’s Abby

Udstilling

BIR lørdag:

Charlotte Lyngholm-Kjærby med Solfari’s Gardenia Gaia

BIR søndag:

Johanna Allanach med Pikkupaiminen Chocholate Shake

Årsstævne Vinder:

Charlotte Lyngholm-Kjærby med Solfari’s Gardenia Gaia

 

Det er svært at putte en hel weekends begivenheder ind på et par sider i en årbog. Især når det er en weekend fyldt med spænding og oplevelser. Der skete hele tiden en masse, der var altid noget at se på og jeg gik i en evig tilstand af nervøsitet. Vi var jo trods alt kommet for at konkurrere. Men det vigtigste ved Årsstævnet – ved ethvert Årsstævne – er at være sammen med andre mennesker, der elsker border collien lige så meget som jeg gør. Nye venskaber blev knyttet og gamle venskaber blev forstærket. Det er det jeg vil huske, når jeg om 10 år tænker tilbage på den weekend i Frøstrup…. Og det er derfor min opfordring til jer lyder: Kom til Årsstævne i år 2000 og vær med til at gøre dette årtusinds første årsstævne til en begivenhed, der vil blive husket…..